Transport til og fra skole

Elever på Randers Specialskole kan visiteres til en kørselsordning. Hvis du selv kører dit barn til skole, kan du få befordringsgodtgørelse.

Kørselsordning

Der er kørselsordning for de elever på Randers Specialskole, som har brug for det.

Visitationsudvalget i Børn og Skole vurderer, hvilken form for befordring dit barn har brug for. Det afgøres automatisk samtidig med, at visitationsudvalget vurderer, om dit barn skal henvises til et specialtilbud.

Du kan få mere information om kørselsordningen ved at kontakte skolen.

Spørgsmål vedrørende den daglige kørsel skal rettes mod den afdeling på skolen, som dit barn går i.

Spørgsmål vedrørende overordnede bestemmelser for kørslen skal rettes til kørselskontoret.

Kørselskontoret
Borgerservice, Randers Kommune
Odinsgade 14
8900 Randers C
Telefon: 89 15 15 15
E-mail: koerselskontoret@randers.dk

Visiteret kørsel i Randers Kommune

Det er vigtigt at være opmærksom på:

  • Randers Kommune har fastlagt et serviceniveau for kørslen. Dette er f.eks. maksimal transporttid pr. kørsel og eventuelt krav om en fast chaufførstab.
  • Kørslen foregår som samkørsel med andre passagerer. Det betyder, at kørslen foretages i både små og store vogne.
  • Kørslen er som udgangspunkt fra kantsten til kantsten.
  • Skolen fastlægger tidspunkt for passagerens ankomst og afhentning.
  • Vognmanden fastlægger ruten, så passageren ankommer og bliver afhentet på skolen til det fastlagte tidspunkt.
  • For at overholde ruteplanen bedst muligt, er det vigtigt, at passageren er klar til tiden.
  • Chaufføren giver besked, hvis der opstår forsinkelse på mere end 15 minutter.
  • Hvis passageren ikke er klar senest fem minutter efter planlagt afhentning, kører chaufføren videre og meddeler skolen om udeblivelsen.
  • Passageren kan ikke selv ændre kørsel med hensyn til adresse og kørselstidspunkter m.v.

Aflysning af kørsel

Ved sygdom eller lignende er det vigtigt, at du aflyser turen hurtigst muligt. Randers Kommune skal ikke betale for turen, hvis den aflyses senest seks timer før planlagt afhentning.

Aflysning af kørsel skal ske direkte til vognmanden. Ved aflysning af kørsel er det vigtigt at oplyse barnets fulde navn og navnet på skolen/afdelingen, så vognmanden ikke er i tvivl om, hvem passageren er.

Hvis vognmanden har kørt forgæves efter en passager om morgenen, aflyses hjemkørslen om eftermiddagen automatisk.

Syg på skolen

Hvis dit barn bliver sygt på skolen, skal du som forælder selv sørge for at få det transporteret hjem.

Befordringsgodtgørelse

Når du har et barn i specialskole eller specialklasse, kan du som forælder søge om befordringsgodtgørelse.

Godtgørelsen ydes på baggrund af antallet af kilometer for den direkte strækning fra hjemmet til skolen. Strækning opgøres ifølge Krak og er den enkelte distance x 4 med angivelse af decimal. Befordringsgodtgørelsen bevilges på de skoledage, hvor barnet har været i skole, og ydes i forbindelse med skoledagens begyndelse og afslutning.

Befordringsgodtgørelsen er skattepligtig. Kilometersatsen er laveste sats for kørsel i egen bil. Du skal som forælder selv indberette godtgørelsen, da Randers Kommune ikke har indberetningspligten. Befordringsgodtgørelsen udløser et skattemæssigt fradrag på selvangivelsen for de dokumenterede udgifter. Hvis du er i tvivl, kan du kontakte Skattestyrelsen. De kan give dig en forhåndsbesked om fradragsmuligheder.

Der er mulighed for at søge befordringsgodtgørelse, når dit barn er indskrevet i en specialskole eller i en specialklasse.

Du skal udfylde en blanket med antal kilometer, navn og CPR-nummer på barn og forældre. Det kræver NemID at udfylde blanketten.

Hvis du ikke har NemID, kan du kontakte dit barns skole og få udleveret en blanket i papirform.

Det er vigtigt, at du udfylder den blanket, som hører til den afdeling, dit barn går i.

Sådan håndterer vi de indsendte oplysninger

Den udfyldte blanket bliver sendt til barnets skole, som godkender den og derefter sender den til sekretariatet i Børn og Skole.

Sekretariatet i Børn og Skole behandler blanketten til brug for udbetaling af befordringsgodtgørelsen. Oplysningerne behandles, så længe kravet for udbetaling af befordringsgodtgørelse er opfyldt. Kommunen sletter oplysningerne, når opbevaringspligten udløber, og et eventuelt arkiveringskrav er opfyldt. Når oplysningerne er slettet eller arkiveret, har kommunen ikke længere adgang til dem.

Du har ret til at vide, hvilke oplysninger kommunen har om dig, og du kan kræve forkerte oplysninger rettet eller slettet.

Læs om, hvordan Randers Kommune håndterer personoplysninger.

Det siger loven

Du kan læse mere om reglerne i Folkeskolelovens §26 og i Bekendtgørelse om befordring af elever i folkeskolen.