Brug af sociale medier

På Randers Specialskole arbejder ud vi fra tanken om at møde eleverne, hvor de er. Derfor tager vores pædagogiske praksis udgangspunkt i at være nysgerrige på de unges liv.

Vores indgangsvinkel i arbejdet med sociale medier på Randers Specialskole er præget af en tanke om at lære eleverne at bruge de sociale medier på en fornuftig måde. De sociale medier er en måde, hvorpå vores elever er sociale. Noget vi som skole ikke må tage for givet. Vi ser ikke de sociale medier som en distraktion - men som et mulighed for, at eleverne tilegner sig sociale kompetencer.

Nysgerrighed og dialog

Vi ved, at vores elever er på de sociale medier. Derfor skal personalet som voksne rollemodeller være nysgerrige i deres tilgang til eleverne og stille spørgsmål omkring deres brug af og digitale færden på de sociale medier. De sociale medier er en del af de unges liv og har stor betydning for deres sociale netværk. Derfor har vi dialogen. En gensidig og respektfuld dialog, hvor personalet som rollemodeller arbejder ud fra tanken om at give eleverne perspektiver på de sociale sammenhænge, de indgår i digitalt. Både i skoleregi og i deres fritidsliv. 

Ved at være åben omkring brugen af de sociale medier uden en løftet pegefinger, skaber vi tillid til eleverne og viser, at vi ikke vil fratage dem en betydningsfuld del af deres liv - nemlig de digitale netværk, de indgår i. Vi gemmer ikke de sociale medier væk. Vi finder dem frem og taler om dem.

Eleverne skal lære at begå sig på de sociale medier i skole- og fritidsregi, så de er modne til at træffe velovervejede valg i deres voksenliv. Når eleverne bruger de sociale medier, er det også et udtryk for, at de er en del af et fællesskab. Et fællesskab, der består af tusinder af små og store netværk. De sociale medier er platforme, som giver eleverne en oplevelse af at høre til noget (et fællesskab). Og netop på Randers Specialskole vægter vi fællesskabet højt.

Målrettet undervisning

På Randers Specialskole arbejder vi gennem målrettet undervisning med at højne elevernes kritiske sans. Vores rolle som skole er bl.a. at støtte og vejlede eleverne i at blive kritiske medborgere. Det er op til den enkelte underviser at vurdere, hvorvidt de sociale medier skal være en del af undervisningen. 

Digitale krænkelser

På de sociale medier oplever flere og flere at blive krænket. Derfor er vi i vores praksis meget opmærksomme på, hvilken betydning digitale krænkelser har for den enkelte elev. Da eleverne har mulighed for at være på de sociale medier hele døgnet, har de også mulighed for at blive krænket eller krænke andre. Gennem dialogen og åbenhed håber vi på, at eleverne har tillid til at fortælle den pågældende voksne, hvis han/hun har været udsat for digitale krænkelser. 

Identitetsdannelse

En af de væsentlige årsager til, at vi ikke automatisk fjerner elevernes mobiltelefoner, computere mv. er fordi, at de sociale medier er netværk, som netop har stor betydning for deres identitetsdannelse. Gennem et respektfuldt læringsmiljø på skolen er vi med til at give eleverne redskaber til at kunne forholde sig til det, de møder online. De får konkrete færdigheder til at kunne vælge til og fra, når de færdes på de sociale medier. 

Online kultur

Vi har som skole fokus på, at vores elever indgår i mange forskellige fællesskaber på de sociale medier, hvori bestemte kulturer hersker. Forskellige former for spilleregler, normer og værdier, som kan være positive såvel som negative. I vores arbejde og dialogen heri skaber vi et rum, hvor en diskussion af etik og moral bliver en central del undervisningen. Gennem fælles refleksion og undren støtter og vejleder vi eleverne i at færdes sikkert på de sociale medier.

Et delt ansvar

I vores arbejde med de sociale medier ligger der et fælles ansvar. Et ansvar, som vi skole vil leve op til. Vi forventer ligeledes, at forældrene vil tage dette område alvorligt. For de sociale medier rummer muligheden for mange positive oplevelser, som giver værdi for eleverne. Samtidigt er der to sider af samme mønt. Derfor oplever vores elever også at blive udsat for noget, de ikke bør, når de er online. Om det er at have været udsat for mobning eller set en voldsom video på TikTok, så har vi et fælles ansvar for at skabe et tillidsfuldt rum, hvor eleverne tør være åbne omkring det, de møder online.

Viden om sociale medier

På Randers Specialskole har vi kvalificeret personale, der kan arbejde med de sociale medier såvel som andre digitale redskaber.